Området omkring Brick Lane var en gang et fattigt arbejderkvarter. Men de seneste årtier er det blevet et mekka for kunstnere og en hipstere, og turisterne mæsker sig i streetfood og vintagetøj. Opblomstringen har givet incitament for middelklassen til at flytte ind. Samtidig har den langsomt drevet de lokale forretninger og beboere ud i takt med stigende huspriser.

(se fotoserien her)

Der er noget dragende over gaden. Køen af turister foran Beigel Bake, de tætpakkede vintagebutikker og menneskemylderet ved madmarkederne fylder gaden med liv. Stemmer, der taler alverdens forskellige sprog, brydes op af knallertlarm og gademusikanter. Samtlige facader og gyder er dækket af graffiti og gadekunst.

Brick Lane er hovedåren i Spitalfields-kvarteret i det østlige London. Der er markedsdag om søndagen, og her kan man købe alt fra sushi til toiletpapir. Markederne har eksisteret, siden det var levende dyr, der blev langet over disken.

Fra midt 1800-tallet var det et jødisk kvarter. De var arbejderklassen med jobs på Truman Bryggeriet, teglværket og andre fabrikker. I slutningen af 1900-tallet kom migranter fra især Bangladesh til, og området fik tilnavnet Banglatown.

I den sydlige ende af Brick Lane er Banglatown stadig tydelig. Men når man slentrer turen på 1 kilometer op ad gaden, ændrer facaderne sig. Her kan man se, at det gamle bryggeri er overtaget af kontorer, de små modebutikker ind i mellem vintagemarkederne og i den nordligste ende har de internationale kæder Pret A Manger og Subway, sneget sig ind.
Og selvom der ikke er mange af disse store kæder, er det en af de ting, de lokale frygter. For hvis kæderne kommer, bliver de små lokale butikker en efter en presset til at lukke ned.

Barndomsgaden
Udover det indiske cuisine fyldte tekstilindustrien også en stor del i det gamle område. På et hjørne ligger en af de få engros-læderforretninger, der er tilbage. Mo Ahmed overtog forretningen efter sin far for 37 år siden. Kvarteret udgør hans barndomsgader, og han blev boende, til han blev voksen. Men for 15 år siden blev Mo og hans familie nødt til at flytte på grund af de stigende huspriser, der er mere end fordoblet siden år 2000.

”Vi blev nødt til at flytte. Snart kommer de store kæder og forretninger til. Giv det 10-15 år, så lukker min forretning. Det er en skidt udvikling. Men sådan er livet,” siger Mo med vemod i øjnene.

I dag er der flere kunder i butikken. Nogle er der for at købe nyt, andre for at få lavet en reparation. Men Mo har god tid til at hænge ud i baglokalet, for de fleste shoppere kommer ikke til Brick Lane for nye læderjakker, men for det brugte og unikke i vintagebutikkerne.

The Pride
På en sidegade ligger den lokale pub The Pride of Spitalfields. Udenfor står et par studerende fra det nærtliggende universitet og drikker øl under to røde parasoller, i læ for regnen.
I 2018 lukkede godt 18 pubs om ugen i England. Men når andre fællesskaber i området lukker, er The Pride der stadig, og der er en ukuelighed over stedet.

”Det bedste ved Brick Lane er den kulturelle diversitet. Og det værste er de stigende huspriser,” fortæller Carl, der er stamgæst og opvokset i området. På en fredag bliver lokalet hurtigt fyldt.

”Det er skønt med så mange mærkelige og vidunderlige mennesker her, ” fortæller Neesha. Hendes forældre er af indisk oprindelse og handlede med tekstiler, som de købte netop i Brick Lane. På grund af det dengang hårde miljø i området, boede de der ikke selv, men hun har valgt at flytte til for kunsten og kulturen, der er her nu.

Pubben er muligvis et at de steder på Brick Lane, der har ændret sig mindst gennem årene. En tidsboble med væg-til-væg gulvtæppe, English breakfast og pommes fritter.  Men klientellet er bevis på den gennerelle udvikling. fire mænd i jakkesæt ser fodbold. Et par kunstnertyper, der diskuterer den seneste udstilling, de har oplevet. To unge musikere, der glæder sig til tirsdag, hvor Dave spiller op til fællessang. Nogle i pelsjakker og nogle er i arbejdsbukser. Turister, unge og gamle.

Autentisk energi
Midt på gaden ligger en lille modebutik. Overfor ligger en garage, der engang var en mekaniker, ved siden af en orientalsk inspireret bar og en vintagebutik.
Her arbejder Samy Chabani, der som 22-årig tog til Østlondon fra provinsen i Fankrig for tre år siden. Hans sorte krøller og eyeliner, matcher til det sorte designertøj i den lille butik. Selvom han snart rejser videre ud i verden, er Østlondon stedet, hvor han for første gang følte sig fri.

”folk var så venlige, Det er energien her.” fortæller Samy mens han mindes.

”En af de første gange jeg var her, besøgte jeg The Nomadic Garden. det var weekenden, og der var fyldt af mennesker, fyldt af musik, fyldt af god stemning. jeg følte mig fri der. ”

”Men når jeg ser, hvad der foregår i dag, tror jeg, det handler om menneskers ego og ønsket om altid at skabe noget nyt og altid bygge større, større, større.”

Når der bliver ved at blive bygget nyt, mener Samy at vi også tager folks historie fra dem. Og selvom Samy kun har boet her få år, betyder det meget for ham.

”Vi har brug for historien, der er i det gamle, vi er nødt til at bevare energien.”

Den energi, der opstår gennem historien, gennem år med migranter, kunstnere, Ludere og lommetyve, har naglet sig ind mellem murstenen på Brick Lane. muligvis er det grunden til at der bliver ved at komme nye befolkningsgrupper til området.

Med en ny befolkningsgruppe i 1990’erne kom nye forretninger, øget velstand og faldende kriminalitet. Og gaden bliver besøgt af turister fra hele verden hver eneste uge.

The nomadic Community gardens
Et af de steder, der samler alle typer, er The Nomadic Community gardens. Under jernbanesporene blev et lillestykke land udlejet til en gruppe iværksættere med en seks måneders lejekontrakt i 2014. Efter 5 år er de lukket. Fælleshaven har siden starten været kvarterets baghave, hvor der var plads til alle; mændene der kommer lige fra moskéen, drengene fra gaden, de unge fra vintagebutikkerne og kunstgallerierne, butiksejere og gadesælgere.

Tony Pendel har været en del af haven fra starten. Han har stået for ro og orden, når der var mange mennesker i haven, som der ofte var. Efter lukningen i september er han og flere andre gået i gang med den store oprydning.
Han mener, at fælleshaven gav et pusterum til kvarteret, et sted, hvor man kan droppe forbi efter arbejde og hænge ud.

”Overalt, hvor man går, er der nu boligblokke. Der er ikke noget sted i kvarteret, hvor du kan sætte dig ned og lære folk at kende.”

Tony hænger ud i et af husene sammen med Louis, der kom til for et halvt år siden.

”Første gang jeg var her, var det næsten for meget. Det var så fantastisk. Folk, der dansede, folk, der arbejdede i haverne, mennesker over det hele,” fortæller Louis, de griner begge.

”Det, jeg har lært her, er, hvordan man snakker med mennesker, hvordan man faktisk snakker sammen. Man må have en grad af respekt, en dialog.”

Uden for huset, hvor Tony og Louis sidder, har fire børn været til graffiti undervisning, caféejeren Hayley giver stadig rundvisninger et par gange om ugen.

På trods af nedrivningen er der stadig nogle af havens frivillige, der håber, at de åbner igen næste sommer. Men hvis det ikke sker, vil der efter planen blive bygget lejligheder på grunden.

Og det føles næsten uundgåeligt at også dette sted vil forsvinde til fordel for boligblokke.